Når jeg ikke er til stede - en boganmeldelse

bog anmeldielse

Jeg læser en del bøger, men jeg er ikke nogen voldsomt kræsen læser. Jeg elsker visse krimiforfattere som Ellroy, Camillieri, Dibdin m.fl. men også historisk fiktion og en guds velsignelse af andre værker. Lige nu er der gang i 1913 af Florian Illies, Set This House in Order af Matt Ruff og Hunger Games af Suzanne Collins. Og så opdagede jeg via Facebook at Lars Horneman havde lavet en lille tegneseriebog udgivet af forlaget Cobolt. Jeg kan godt lide Lars Hornemans tegninger og bogen viste sig at være en rigtig lille perle.

Bogen består af en række små øjebliksbilleder som er ret fåmælte i den forstand at der er meget lidt tekst til. Der er et rigtigt fint samspil mellem disse ret korte tekster og billederne. Flere af historierne kredser om forholdet mellem virkelighed og drømme og om den smerte der er forbundet med at leve med begge dele. Det er også historier om at være mand, og erkende at man ikke opnår den nærhed man ønsker, og måske aldrig opnår den.

Bogen indleder med en kort lille historie i gråtoner om at være dreng og vokse op med den selvtillid og forfængelighed drenge har.